Om

Igen i år sætter vi fokus på at få danskerne til at sommerlukke.

Op mod halvdelen af danskerne glemmer at sommerlukke deres fjernvarmeanlæg – eller gør det forkert. Det betyder ekstra penge op af lommen på forbrugerne og unødvendig udledning af CO2 til atmosfæren.

Derfor er HOFOR og EnergiTjenesten gået sammen om at sætte fokus på de store besparelser, danskerne kan hente ved at blive lidt bedre venner med deres fjernvarmeanlæg

Spar op til 5% på varmeregningen
Det er faktisk nemme besparelser og CO2-reduktioner, du har udsigt til ved at huske at sommerlukke – og det gælder hvad enten du bor i parcelhus eller etagebyggeri. Med en lille justering, der blot tager fem minutter et par gange om året, kan en helt almindelig parcelhusfamilie spare op til 1.000 kroner om året på varmeregningen.

Spild af energi
Når vi glemmer at lukke for fjernvarmeanlægget, giver det dårligere afkøling, da varmen løber rundt i rørsystemet uden at blive brugt. Det giver både en større belastning af rørene og højere varmetab. Hvis fjernvarmekunderne lukker deres anlæg uden for fyringssæsonen, vil det derfor give store besparelser på CO2-udledning, energiproduktion og vedligeholdelse.

Det er altså værd at huske, at der også er penge at hente på afkølingssiden. De fleste steder modtager fjernvarmekunderne nemlig typisk en årlig bonus eller merafgift, alt efter om de har en god eller dårlig afkøling.