Forårstip til villaejere – pressemeddelelse 21. marts 2016

Forårstip til villaejere: Sådan skal dit varmeanlæg indstilles for at spare penge!

Foråret har meldt sin ankomst, og det er en god ide nu at begynde langsomt at skrue ned for varmen – i både radiatorer og varmeanlæg. Som villaejer kan du nemlig skære betydeligt i dine varmeudgifter, hvis du stiller dit varmeanlæg efter temperaturerne udenfor.

Det er blevet forår, og om lidt er det påskeferie. Hvis du bruger blot et par minutter i feriedagene på dit fjernvarmeanlæg, kan du spare penge på varmeregningen. Forårets lunere temperaturer ude betyder nemlig, at vi behøver mindre varme på vores radiatorer indenfor. Ifølge HOFORs energirådgivere er der derfor ikke længere grund til, at vores varmeanlæg er indstillet på samme styrke, som da vi skulle holde frostgraderne fra døren i vinters.

Der er penge at spare På en hel fyringssæson kan det give en villafamilie op mod 2.000 ekstra kroner at følge med i vejrudsigterne og justere termostaten derefter. Hvis dit varmeanlæg stadig står indstillet til hård frost, når det milde forårsvejr melder sig, kan du hente betydelige besparelser. Oveni kan du glæde dig over at spare klimaet for overflødig CO2.

– Indtil midten af maj er det som regel endnu så koldt om natten, at vi må have lidt varme på radiatorerne derhjemme. Men mens vi alle skruer lidt ned for radiatorerne i vores stuer, efterhånden som solen får bedre fat, så glemmer mange af os, at vi også bør justere på vores fjernvarmeanlæg. Der er nemlig ingen grund til, at vores anlæg her i marts og april giver lige så høj varme som midt på vinteren, fortæller Thomas Bisgaard, der er energirådgiver hos forsyningsselskabet HOFOR.

Husk varmeanlægget – ikke kun radiatorerne Ved trinvis at skrue ned for varmen i takt med, at det bliver lunere udenfor, kan man hente en klar økonomisk besparelse. Men det er altså ikke nok at have fat i termostaten på radiatorerne i stuerne. Vil du spare, så det kan mærkes på din varmeregning, så kræver det, at du bruger to minutter sammen med dit fjernvarmeanlæg.

Det er en god ide at bruge et kort øjeblik på at blive dus med termostaten på dit fjernvarmeanlæg. Termostaten regulerer temperaturen på det vand, der løber frem til dine radiatorer, og mens du midt om vinteren, hvor frosten har bidt sig fast, har brug for vand, der er 50-65 grader, så har du tidligt på foråret typisk kun brug for 35-45 grader. Når nattefrosten helt har sluppet sit tag, så kan du nøjes med 35-40 grader. Får du fyringssæsonen igennem stillet din termostat efter vejret udenfor, så kan du hurtigt tjene op mod 2.000 kroner hjem, forklarer Thomas Bisgaard.

På hjemmesiden www.sommerluk.dk kan du få hjælp til at blive dus med dit fjernvarmeanlæg og få indstillet din termostat korrekt. Samme sted har vi samlet en lang række gode råd, der kan hjælpe dig til væsentligt at nedbringe din varmeregning hen over hele fyringssæsonen.

 

Sådan skruer du trinvis ned for varmen – og sparer både penge og CO2!

En familie kan spare op mod 2.000 kroner på en fyringssæson ved at skrue trinvis op og ned for varmen.

Fremløbstemperaturen er temperaturen på det vand, der løber frem til dine radiatorer fra varmeanlægget. Når det er hård vinter, har man typisk fremløbstemperaturen indstillet til 60 grader. I takt med at vejret bliver mildere om foråret, kan du sænke temperaturen. Gør det trinvist med fem grader ad gangen i forhold til temperaturen udenfor.

  • Hård vinter: 60 grader
  • Når det er hård vinter med frostgrader, har man typisk fremløbstemperaturen indstillet til 60 grader.
  • Tidligt forår: 35-45 grader
  • Tidligt forår, når der kun er enkelte nætter med nattefrost: Fremløbstemperatur på 35-45 grader
  • Når nattefrosten er væk_35-40 grader
  • Når nattefrosten helt har sluppet sit tag, kan du nøjes med op til 40 grader.
  • Tidligt efterår Her bør du på samme vis tage bestik af udetemperaturerne og tænde varmeanlægget langsomt op.
  • Og så et lille tip: Det er bedre at tænde alle radiatorer i samme rum lidt, end at have én, der bare banker løs. Så udnytter du varmen bedst og billigst.

 

Forsyningsselskabet HOFOR og EnergiTjenesten står bag den årlige kampagne Sommerluk.dk som hvert forår minder danskerne om at sommerlukke korrekt for fjernvarmen. Med ’luk langsomt’-indsatsen fortæller vi nu også danskerne, hvordan de under fyringssæsonen bruger varmen med omtanke.

 

Mere information hos:

Jimmi Eiberg Jensen, projektleder hos HOFOR på 2795 4682 eller jiej@hofor.dk

Lasse Bjerre Sørensen, pressekontakt hos HOFOR på 2795 2141 eller lbso@hofor.dk

Andre relaterede...