Danmarks billigste energisparefif

Danmarks billigste energisparefif

(Pressemeddelelse fra Sommerluk-kampagnen 25. november 2015)

Du finder dem i kælderen, på loftet, eller i skunkrum – varmerørene, der fordeler varmen rundt til dine radiatorer. Isolering af dine rør er en af de billigste og nemmeste måder, du kan spare penge på din varmeregning.

Nu hvor vinteren nærmer sig, opfordrer EnergiTjenesten og forsyningsselskabet HOFOR alle villaejere til at kaste et kritisk blik på varmerørene i hjemmet. Det kan nemlig betale sig.

Søren Vestergaard Mikkelsen fra Nexø brugte fx sidste år 800 kroner på at isolere sine varmerør: ”Det tog kun halvanden time, og nu sparer jeg 1100 kr. om året”. Søren brugte rørskåle med isolering, som han selv havde købt i sit lokale byggemarked, og han udførte selv arbejdet. De fleste kan gøre det samme, for rørskåle med isolering kan købes i alle byggemarkeder og er nemme at montere.

Du sparer penge, når du isolerer varmerør i kolde rum som fx loftsrum, krybekældre eller skunkrum. Investeringen vil allerede have betalt sig hjem igen efter nogle måneder, og når du sparer penge på varmeregningen, sparer du også miljøet for CO2 – kort sagt: En rigtig god idé.

Lea Munkholm fra EnergiTjenesten, der rådgiver danskere om energibesparelser, opfordrer til at vælge rørskåle med mineraluld, der isolerer bedre end skummaterialer: ” Og så er det vigtigt at vælge rørskåle, der passer i størrelse til dine rør og i så stor tykkelse, som der er plads til – der er ingen grund til at spare. Det er nemt gør-det-selv-arbejde; husk blot at skære rørskålene til ved bøjninger og ventiler og sørge for tætte samlinger”.

Du kan også isolere dine varmerør i varmere rum, fx bryggers eller teknikrum, hvor besparelsen er mindre men stadig rentabel, og hvor det bliver mærkbart rarere at opholde sig i rummet. Kolde rør kan også isoleres for at modvirke kondens og derved forbedre indeklimaet.

EnergiTjenesten og forsyningsselskabet HOFOR sætter i november måned fokus på isolering af varmerør. En række fjernvarmeselskaber, virksomheder og organisationer er med i initiativet.

Se mere på www.sommerluk.dk hvor du også kan finde andre finde andre råd til, hvordan du sparer på energien.

For yderligere informationer: Kontakt Lea Munkholm, EnergiTjenesten, lm@energitjenesten.dk tlf: 51 86 12 00 eller Jimmi Eiberg Jensen, HOFOR, jiej@hofor.dk tlf: 27 95 46 82.

Læs også folderen – ‘Isoler dine rør og få penge i foret’

Andre relaterede...