Sommerluk for varmen og spar penge på varmeregningen

Sommerluk for varmen og spar op til 1.000 kroner

En almindelig parcelhusfamilie kan årligt spare op til 1.000 kroner, eller hvad der svarer  til 3-5 procent på årets varmeregning, hvis de husker at sommerlukke for varmen. Det er budskabet i den landsdækkende kampagne ’Sommerluk.dk’ som for femte år i træk på den 15. maj minder landets fjernvarmebrugere om at lukke rigtig for varmen, når sommeren står for døren. Hvis alle med fjernvarme i Danmark lukker rigtigt for deres fjernvarmeanlæg, kan vi i Danmark samtidig sparer miljøet for store mængder CO2.

Hele fyringssæsonen igennem kan der være gode penge at spare på varmeregningen, hvis man som fjernvarmekunde indstiller sit fjernvarmeanlæg efter temperaturerne udenfor. Også om sommeren er der store penge at spare. I de lune måneder har vi oftest ikke behov for varme hjemme i stuerne, og så er det med at få lukket helt for varmeanlægget. Det vil både din tegnebog og klimaet sætte pris på.

Den landsdækkende kampagne Sommerluk.dk, som forsyningsselskabet HOFOR og EnergiTjenesten er initiativtagere til, sætter derfor i maj fokus på, hvor vigtigt det er, at vi ikke kun lukker for vores radiatorer i stuerne, men alle finder frem til sommerventilen på vores fjernvarmeanlæg. Indsatsen sker i samarbejde med en lang række energiselskaber, grønne NGO’er og virksomheder landet over, der alle er med til at støtte op om den vigtige sag.

Vi plejer at sige til folk, at de med lidt ekstra omtanke, opmærksomhed og uden at skulle have penge op af lommen kan spare mange penge på deres varmeregning gennem hele fyringssæsonen. Nu træder vi ind i den lune sommertid, og her kan fjernvarmebrugerne let hente yderligere besparelser – op mod 1.000 kroner ved blot fem minutters indsats foran varmeanlægget. Desværre er vores vurdering, at det stadig er lige omkring halvdelen af de danske hjem med fjernvarme, der glemmer at sommerlukke eller gør det forkert. Med sommerluk.dk-kampagnen forsøger vi at hjælpe dem, så de får flere penge til at nyde sommeren. siger projektleder hos HOFOR, Jimmi Eiberg.

Hos HOFOR vurderer man, at hvis beboerne i et parcelhus med fjernvarme husker at lukke for sommerventilen på deres fjernvarmeanlæg samt slukke for cirkulationspumpen, vil de spare 3-5 procent på varmeregningen. Det svarer eksempelvis i København, hvor fjernvarmen er relativ billig, til cirka 500 kroner årligt. Besparelsen i andre dele af landet afhænger af prisen på fjernvarme i området. Nogle steder i landet vil den årlige besparelse kunne være helt op mod 1.000 kroner.

– Sommerluk er ikke kun en økonomisk fordel for landets godt 1,7 millioner husstande som holder varmen, med fjernvarme. Også vores klima og Danmarks CO2-regnskab vil drage fordel, hvis alle fjernvarmebrugere går i kælderen og drejer på sommerventilen. For hver gang en parcelhusfamilie drejer på sommerventilen, sparer de typisk 5 procent på deres energiforbrug til opvarmning og mindsker dermed deres CO2-udledning med cirka 100 kg., forklarer Jimmi Eiberg fra HOFOR.

Sådan sommerlukker du Det er nemt at sommerlukke for dit fjernvarmeanlæg:

  • Luk for anlæggets sommerventil
  • Sluk for cirkulationspumpen
  • Husk også at tænde kort for cirkulationspumpen et par gange om sommeren, så den ikke ”sætter sig fast”.
  • Husk også at lufte ud i din bolig, især på de lidt kølige sommerdage.

Andre relaterede...