Styr på energiforbruget kan ses på bundlinjen

Pressemeddelelse udsendt 10. september 2014

Varmt brugsvand: bedre styr på energiforbruget kan ses på bundlinjen

Hvis den varme sommer ikke har betydet en lavere varmeregning, er det på tide, at du tjekker dit energiforbrug til det varme brugsvand. Op til 60 procent af energiforbruget til opvarmning af det varme brugsvand i store ejendomme spildes nemlig hvert år. Det er et spild, som med simple løsninger nemt kan minimeres.

I løbet af sommeren, mens fjernvarmeanlægget er lukket, har ejendomsejere en unik mulighed for at måle deres energiforbrug til varmt vand og med nogle få konkrete værktøjer nemt finde energibesparelser. I kontorbygninger er der ofte et spild på helt op til 90 procent på energiforbruget på det varme brugsvand. Et spild, som med simple løsninger som sommerlukning, efterisolering, tidsstyring af det varme brugsvand og i nogle tilfælde decentral opvarmning, kan reduceres og give lette penge på bundlinjen. Det meste handler om omtanke og adfærd, og de få investeringer, der i øvrigt skal til, er ofte tjent hjem igen i løbet af et til to år.

I kontorbygninger er der for eksempel tit et stort energispild i forbindelse med at sikre, at der er varmt brugsvand ved håndvasken. Forbruget er nemlig ofte relativt lille, og derfor bruges der megen overflødig energi på at holde vandet varmt hele døgnet rundt.

Hos rådgivervirksomheden Alectia har man i forbindelse med kampagnen Sommerluk.dk fokus på det varme brugsvand og har i år taget sin egen medicin på forsøgsbasis.

Vi har testet, hvor meget vi sparer ved at lukke helt for det varme vand til toiletter og tekøkken, og vores kollegaer har faktisk ikke engang bemærket, at der nu kun er koldt vand, siger specialist Flemming Schrøder fra Alectia og tilføjer: Og testen har givet tydelig effekt. Faktisk har vi, når vi både har slukket for det varme vand og sommerlukket for varmen, i perioden kunne fremvise et nul forbrug i månederne juni, juli og august, hvor vi har testet det. Man behøver dog ikke gå så langt som til at lukke helt for det varme vand. En standsning af cirkulationen på det varme brugsvand vil rigtige mange steder minimere energispildet betydeligt. Og man skal samtidig huske, at det ikke kun er i sommermånederne, men hele året, at der er besparelser på det varme brugsvand, slutter Flemming Schrøder.

Hos Bygningsstyrelsen har man de seneste par år fået kortlagt energiforbruget til det varme brugsvand.

Teknisk konsulent hos Bygningsstyrelsen Bjarne Dalgaard fortæller, at fjernaflæsning af afregningsmåleren har gjort det nemt at finde ud af, hvor stor en andel, der bruges til varmt brugsvand.

– Tidligere har man i VVS branchen benyttet sig af en tommelfingerregel om, at 10 til 20 % af varmeforbruget gik til det varme brugsvand. En gennemgang af vores kontorejendomme viser dog, at der er tale om meget store variationer. I Bygningsstyrelsen ligger andelen til varmt vand på mellem 5- 25 %, og vores foreløbige indsatser viser, at der er store besparelser at hente. Hos Bygningsstyrelsen har man i en række kontorbygninger tilpasset cirkulationspumpens driftstid til bygningens brug. Årsagen til det store energitab, cirkulationsledningens længde, har vi også fokus på at reducere, eller i nogle tilfælde erstatte med en decentral vandvarmer, udtaler teknisk konsulent Bjarne Dalgaard, der er spændt på at opgøre energibesparelsen, når fyringssæsonen starter op igen til september.

Og så er det meget positivt, at vi gennem Sommerluk.dk-kampagnen kan være med til at skabe opmærksomhed om, hvordan man kan begrænse varmespildet ved varmt brugsvand, slutter Bjarne Dalgaard.

På landsplan vurderer Flemming Schrøder fra Alectia, at der generelt er potentiale for en reduktion på op mod 60 procent af energiforbruget på store ejendomme, hvis der blev sat effektivt ind mod energispildet ved det varme brugsvand.

Hos HOFOR som sammen med Energitjenesten står bag kampagnen Sommerluk.dk, er man heller ikke tvivl om, at der er rigtig mange energibesparelser og derved penge at hente, ved en større opmærksomhed på det varme brugsvand.

Kigger vi blot på området inden for handel og kontor, så leverer vi i København fjernvarme til cirka 3.800 større bygninger – og heraf går cirka 10-20 procent af varmeforbruget alene til opvarmning af det varme brugsvand. Der er derfor alene i København forventeligt et besparelsespotentiale på op imod 160.000 MWh, hvilket svarer til op imod 100 millioner kroner, som de store ejendomsejere i stedet kunne bruge på andre poster, lyder det fra projektleder Jimmi Eiberg Jensen fra HOFOR.

Det er heldigvis ikke særligt svært at komme i gang med at spare på energiforbruget til det varme brugsvand. HOFOR, Alectia, Energitjenesten og Bygningsstyrelsen har samlet en række gode råd til, hvor man som ejendomsejer let kan komme i gang med at spare store penge på sin varmeregning. Se mere på www.sommerluk.dk

 

Kontaktoplysninger:

Projektleder hos HOFOR Jimmi Eiberg Jensen, telefonnummer 27 95 46 82

Teknisk konsulent hos Bygningsstyrelsen Bjarne Dalgaard, telefonnummer 41 70 12 11

Andre relaterede...