Varmt vand koster: Store ejendomme spilder helt optil 90 procent af energiforbruget til opvarmning af det varmevand

Pressemeddelelse fra Sommerluk.dk (udsendt 10. juni 2014)

Ejere af store ejendomme kan spare penge denne sommer. Det er nu, hvor der alligevel er sommerlukket for fjernvarmeanlægget, at det er nemt at få øje på de energibesparelser, som det varme brugsvand gemmer på – og det kan være betydelige summer, som ejendomsejere går glip af. Faktisk vurderes det, at der i nogle tilfælde spildes helt op til 90 procent af energiforbruget på opvarmning af det varme vand. Forsyningsselskabet HOFOR, Energitjenesten, Bygningsstyrelsen og rådgivningsvirksomheden Alectia er derfor gået sammen om en opfordring til ejerne af store kontor- og boligejendomme om at få styr på den del af energiforbruget, som går til opvarmning af det varme brugsvand.

– Det er hurtigt og nemt at spare på energien, hvis man skruer ned for temperaturen på det varme vand. Ejere af store bolig- og kontorejendomme kan med fordel overveje at fokusere på det varme brugsvand – til glæde for klimaet og deres egen pengepung, lyder det fra Klima-, Energi- og Bygningsminister Rasmus Helveg Petersen.

Den melding er man glad for hos forsyningsselskabet HOFOR, der gerne vil have ejendomsejerne – også dem i parcelhusene – til at bruge sommertiden til at blive mere bevidste om deres energiforbrug:

Energiforbruget til varmt brugsvand er størst i den periode, hvor vi faktisk ikke tapper varmt vand fra hanen. Det gælder både hjemme i parcelhuset, på arbejdspladsen og særligt i de større bolig- og kontorejendomme, hvor en stor del af driftsbudgettet typisk bruges på at holde vandet i rørene til hanerne på toiletter og køkkener varmt. Om sommeren, hvor de fleste har lukket for varmen, er det let at få et overblik over, hvor mange penge man bruger på at holde vandet varmt i ens bygning, og det er derfor vi opfordrer ejendomsejere og deres driftsansvarlige til at tage fat nu, siger projektleder hos HOFOR, Jimmi Eiberg.

Hos Bygningsstyrelsen, der administrerer over 4 million m² kontorejendomme og universitetsbygninger, har teknisk konsulent, Bjarne Dalgaard, allerede været ude hos styrelsens driftsansvarlige med budskabet om at aflæse energiforbruget på varmemålere eller via fjernaflæsning i sommermånederne og så sammenholde det med forbruget fra sidste år. Det giver nemlig et godt grundlag for at komme i gang med at spare på opvarmningen af det varme vand.

Det giver rigtig god mening at sætte ind over for det spild af energi, der er ved produktion af varmt vand. I vores kontorejendomme er det mellem 5- 20 procent af varmeforbruget der går til varmt brugsvand, som måske sammenlagt kun bruges én procent af døgnets 24 timer. Nogle steder kan der være behov for tekniske løsninger, men ellers handler det først og fremmest om holdnings- og adfærdsændringer, lyder det fraBjarne Dalgaard fra Bygningsstyrelsen.

Mange tror fejlagtigt, at brugsvandet skal være nærmest skoldvarmt for, at man undgår bakterievækst, men mindre kan gøre det.

Rigtig mange har en alt for høj temperatur i varmtvandsbeholderen. En temperatur på 55 °C er som hovedregel nok. Så er der normalt ikke fare for bakterier. Er den højere end det, ligger de første besparelser lige til at hente, siger specialist Flemming Schrøder fra Alectia og tilføjer, at når man har fået styr på sit energiforbrug til det varme brugsvand, kan man begynde at overveje de tekniske løsninger så som isolering eller efterisolering af rør, tidsstyring eller omlægning af systemet.

HOFOR, Energitjenesten, Bygningsstyrelsen og Alectia sætter i forbindelse med Sommerluk.dk kampagnen sammen fokus på energispild i de varme brugsvandsystemer. Læs mere på www.sommerluk.dk.

For yderligere information kontakt projektleder Jimmi Eiberg Jensen fra HOFOR på telefon 2795 2682 eller på e-mail jiej@hofor.dk

Andre relaterede...